De andre Dødehavsruller
Qumrantekserne er helt uden sammenligning de vigtigste (og med én undtagelse også de ældste) af fundene i området omkring Det Døde Hav. Men der er gjort mindre fund en række andre steder, og for en god ordens skyld har vi medtaget en oversigt over dem her.
Wâdi Daliyeh
Mere end hundrede menneskelige skeletter blev i begyndelsen af 1960’erne fundet sammen med ca. 40 dokumenter på papyrus i en hule i Wâdi Daliyeh ca 15 km nord for Jeriko. Dokumenterne er fra det 4. århundrede før Kristus, og altså ældre end Qumranteksterne. Teksterne er kvitteringer for køb og salg af slaver. En af dem starter fx med “På den 20. i måneden Adar, i det andet år, året for kong Darius’ tronbestigelse, i fæstningsbyen Samaria, i provinsen Samaria, har Hananja, søn af Bejad’el, solgt Johanan, søn af Se’ila, …”.
Skeletterne formodes at være resterne af en gruppe rigmænd fra Samaria – og måske deres slaver – som er blevet dræbt af Alexander den Stores tropper ved hjælp af det probate middel at tænde ild foran hulemundingen, så de flygtende blev kvalt.
Wadi Daliyeh-teksterne er de eneste af Dødehavsrullerne, som er ældre end fundene fra Qumran.
En præsentation af fundene fra Wadi Daliyeh findes i S. Holst, ’De ubarmhjertige samaritanere’, Sfinx 26 (2003) s. 107-10
Masada
Klippefæstningen Masada ved Det Døde Havs sydlige ende blev stormet af romerske soldater i 73 e.Kr., efter at en gruppe jødiske partisaner i flere år havde holdt stand mod supermagten. Det var slutningen på den jødiske ”første opstand” mod romerne – eller ”den jødiske krig”, som den også kaldes. Ved udgravninger i 1960’erne fandt man rester af partisanernes læsestof: Både bibelske skrifter, en hebraisk udgave af den apokryfe Siraks Bog, og et eksemplar af de ”Sange til Sabbatsofferet”, som ellers kun kendes fra Qumran-fundene.
Tekstfundene er beskrevet i Yigael Yadin, Masada: Kong Herodes’ fæstning, Lindhardt & Ringhof 1984, kap. 13-14
Hele Masada-manuskriptet til ”Sange til Sabbatsofferet” indgår i oversættelsen i Dødehavsskrifterne s. 368-85
Wadi Murabba’at og Nahal Hever
I det andet århundrede e.Kr. brød der igen en jødisk opstand mod romerne ud i Palæstina. Oprørslederen Simon Bar-Kosiba blev af nogle jødiske grupper anset for Messias og fik derfor øgenavnet Bar-Kokba (”stjernens søn”). I huler i flodlejerne Wadi Murabba’at og Nahal Hever, henholdsvis 20 og 50 km syd for Qumran, har man fundet originale breve skrevet (eller dikteret) af Bar-Kokba selv til sine hærførere.
I Nahal Hever blev desuden fundet en samling dokumenter (ægteskabskontrakt, skilsmissepapirer etc.), som har tilhørt en velhavende jødisk kvinde, Babata, og medlemmer af hendes familie. De giver et helt nyt og direkte indblik i ”almindelige” menneskers liv i oldtiden.
Begge steder blev også fundet bibelmanuskripter; det mest opsigtsvækkende er et eksemplar fra Nahal Hever af de 12 små profeter på græsk (med bevarede dele af Jonas’, Mikas, Nahums, Habakkuks, Sefanias’ og Zakarias’ Bog).
Et af Bar-Kokbas breve er afbildet og oversat af Børge Rod-Salomonsen i Gads Bibelleksikon, 1998, s. 69, og tre af oprørslederens breve gengives af Sigfred Pedersen i Den nytestamentlige tids historie, Aarhus Universitetsforlag 1994, s. 461-62
Wâdi Seiyâl (= Nahal Se’elim), Wadi Sdeir, Ketef Jericho og Nahal Mishmar
Der er gjort mere beskedne tekstfund (brudstykker af kvitteringer, lister med navne osv.) på disse steder. I Wadi Seiyal er der desuden fundet bibeltekster – dog véd man i nogle tilfælde ikke med sikkerhed, om beduinerne fandt fragmenterne i Seiyal eller i Nahal Hever. Et enkelt stykke af Første Mosebog er fundet i Wadi Sdeir. Disse fund stammer alle fra ca. samme periode som fundene i Murabba’at og Hever: Det andet århundrede e.Kr.
En kort gennemgang af bibelteksterne fra de forskellige udgravninger ved Det Døde Hav findes i S. Holst, ’Dødehavsskrifterne: de ældste hebraiske tekstvidner’, i J.-A. P. Herbener o.a. (red.), Ny bibeloversættelse – på videnskabeligt grundlag, C.A. Reitzel 2001, s. 95-104
Khirbet Mird
Den gamle fæstning Hyrkania, som den jødiske fyrsteslægt hasmonæerne byggede i højlandet vest for Qumran, blev i den tidlige middelalder hjemsted for kristne munke. Ruinerne af deres kloster er det eneste sted i området omkring Det Døde Hav, hvor man har fundet nytestamentlige tekster, både på græsk og oversat til aramaisk – og sågar også et fragment af Koranen. Teksterne er interessante for kirkehistorien og for forskningen i Det Nye Testamentes tekst, men hører altså hjemme mange hundrede år efter den periode, der normalt forbindes med udtrykket ”Dødehavsrullerne”.